Kasparov – Lyngby 2003
For over 20 år siden havde jeg fornøjelsen af at spille mod selveste Gary Kasparov, der gav simultanopvisning i Lyngby Centeret. Kasparov skulle spille mod 25 på en gang og 15 fra Dansk Skakunion var inviteret med til at spille. Jeg var så heldig at være en af disse 15. De sidste 10 var kendte personer, der trods alt kunne skak-reglerne :o)). Herunder lidt billeder fra denne fantastiske dag.
Kasparovs kommentarer til partiet
Efter godt 2 timers spil var der allerede 21 spillere elimineret. Jeg selv sad så tilbage mellem de sidste 4 spillere. Rent materielt var stillingen helt lige og jeg øjnede et halvt point som nok den eneste. Jeg tilbød så Kasparov en remis på mit halvgebrokne engelsk. “Do you wanna split the game?”. Der var pænt mange tilskuere, der havde hørt mit remistilbud. Kasparov med den imponerende karisma, han altid har haft, kikkede længe på stillingen, det var ligesom om han voksede og pludselig var 1 meter bred over skuldrene, tog så sin bonde, der havde fået lov til at komme frem til 7´ende række, viste den til tilskuerne og sagde, så alle kunne høre det. ” I have this !”. Så spillede han videre og vandt naturligvis partiet. Over den efterfølgende buffet spurgte jeg Kasparov om jeg, ved korrekt slutspil, kunne have fået remis?. Svaret var “no no my friend – go home and test your computer”. Fed kommentar og Kasparov havde da også en klart bedre stilling + 3 sådan cirka. Selvom jeg tabte er det nok den største skak-oplevelse jeg har haft.